Jordbærtærte

I morgen får vi familien på besøg til Pinsefrokost – ikke noget vi tidligere har haft tradition for, men da det er så lang tid siden vi har været samlet var det en god anledning.

Hvad der skal serveres til frokosten er ikke helt på plads endnu, men det gode ved Pinsen er, at der stort set er frit valg i forhold til maden og ikke faste traditioner som and eller flæskesteg til jul eller sild og æg til Påske.

Men en ting der er sikker er, at jeg laver denne kage til kaffen – for den er bare så mega go’ og så kan man allerede nu købe søde danske jordbær.

God og glædelig Pinse til alle.

10 stykker

Ingredienser:


Bund:

150 g marcipan

150 g sukker

35 g hvedemel

150 g blødt smør i tern

3 æg (svarende til 150 g)

 

80 g mørk chokolade

 

Creme:

4 æggeblommer

2 dl mælk

1/2 dl sukker

2 spsk maizena

1 tsk vaniljesukker

2 blade husblas

1 1/2 dl fløde

 

Pynt: 

1 bakke jordbær

Ribsgele 

Spiselige blomster

 

Fremgangsmåde:


Bund:

Riv marcipan groft og bland med sukker og mel.

Tilsæt smør og rør godt i røremaskine eller med handmixer til du har en ensartet masse.

Tilsæt æg, et af gangen, imens der fortsat røres godt.

Beklæd bundes af en bageform med bagepapir og smør kanterne godt med smør.

Fordel dejen jævnt i formen.

Bages ved 160 grader almindelig ovn i 40 minutter

Når kagen er kølet helt af tages den ud af formen og smøres med smeltet chokolade.

Creme:

Æggeblommer, mælk, sukker, maizena, vanilijesukker blandes i en tykbundet gryde. Varmes til kogepunktet – lad boble i et par minutter indtil du har en tyk creme.

Husblas udblødes i koldt vand i 10 minutter og tilsættes cremen.

Stil cremen på køl. Når den er kølet helt af piskes den let så den igen er lind. Fløden piskes til en let flødeskum og vendes i cremen.

Cremen fordeles (evt. med sprøjtepose) på kagen.

Skyl jordbær og del i halve. Fordel på kagen

Smelt ribsgele i mikroovn eller i kasserolle og fordel over jordbærerne med ske eller pensel. Geleen kan ske at størkne under processen. Sker dette kan den få en kort tur i microovnen igen.

Pynt med Stedmorblomster og server.

 

Leave a Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*